Bolle med blommekompot
Hvis du er elendig til at bage, eller bare ikke har tid eller lyst i dag, så kan jeg anbefale dig at købe Jalm&B's Artisan boller i Irma, som kan fryses ned, så du kan varme en op, når du har lyst til den. Ellers er denne opskrift herre god og let at lave:
Kcal: 397
Ingredienser morgenmad
1 hjemmebagt bolle (se opskrift)
1 spsk blommekompot (se opskrift)
Ingredienser
Koldhævede boller, 14 stk.
500 g vand, koldt
10 g gær
1 spsk honning
2 spsk olivenolie
50 g havregryn
50 g hørfrø
350 g hvedemel
150 g fuldkornsmel
12 g salt
Blommekompot
500 g blommer
3 spsk rørsukker
Saft fra 1/2 citron
Fremgangsmåde
Boller
Opløs gær i vand. Tilsæt honning, salt og olivenolie. Tilsæt havregryn, hørfrø og begge meltyper. Rør godt til du har en fast, men stadig lidt klistret dej - den må ikke være flydende. Kom et vådt viskestykke over skålen, og lad dejen hæve en time på køkkenbordet, inden det sætte i køleskabet natten over.
Næste dag tages dejen ud af køleskabet.
Tænd ovnen på 250° varmluft.
Drys et bord med mel og vend dejen ud på bordet. Del dejen i 14 boller med en dejskraber. Alternativt kan du bruge to skeer til at forme bollerne med – dyp dem i vand mellem hver bolle.
Kom bollerne på en bageplade, beklædt med bagepapir. Lige inden bollerne sættes i ovnen, sænkes temperaturen til 220°.
Bag bollerne i ca. 20 minutter, til de er lettere gyldne.
TIP: Bollerne kan fryses.
Blommekompot
Skær blommerne i tern og kog dem op i en gryde med rørsukker og citronsaft. Tilsæt evt lidt vand hvis kompotten bliver tør.
Jeg går til bikram hver torsdag, så når jeg er hjemme derfra, sætter jeg mig i min seng med min morgenmad og nyyyyyder den helt vildt. Det er jo ikke sikkert du kan det lige i dag, men jeg håber for dig, at du i dag vil prioritere at røre din krop her til morgen, og udnytte at denne lille hjemmebagte eller gode bolle fra bageren, kan medbringes på arbejde, hvor du i ro og mad kan spise den sammen med en kop kaffe.
Husk, at du må GERNE få hvedebrød en gang imellem, det hele handler om "alt med måde". I gamle dage straffede jeg altid mig selv, når jeg spiste hvedeboller, og spiste alt for mange, for ligesom at "få det overstået" nu hvor jeg alligevel havde trådt ved siden af. Det er den spiral vi er på vej ud af - så sig til dig selv: Jeg nyder hver en bid, og fortjener kun mad jeg elsker.